Jeg bliver efterhånden spurgt regelmæssigt, så her fortæller jeg lidt om, hvorfor strikketøjet så ofte er med mig, og hvad jeg oplever som relativt nyslået strikkefrue.

Det der med strikketøjet, det er noget sjovt noget. Udover at være en afslappende proces for mig, endda på en helt anden måde end noget andet, så åbner det også døre. Det er på alle måder en ice breaker, et fællesskab og en ufrivillig opsigtsvækker, når andre ser eller indser, at man strikker. Jeg har kun strikket i omkring 10 måneder, men allerede nu føler jeg mig godt kørende som strikker. Bevares, jeg har da rigtig meget at lære endnu, men jeg er mere end tilfreds med mine resultater og med fornøjelsen ved at sidde med strikketøjet, og så er jeg helt overraskende landet et sted, hvor jeg helst har det med mig alle steder – tænk hvis nu der lige opstår en mulighed, ikke?!

Strikning er en slags mindfulness for mig, og det fungerer endda sådan, at jeg bliver bedre til at sidde stille i længere tid, hvilket jeg ellers ikke kan skrive på CV’et som en spidskompetence. Jeg føler mig simpelthen mere nærværende, når jeg sidder med strikketøjet, men det kræver selvfølgelig, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke hele tiden har brug for at skele til opskriften. Kender du det mon? Derfor er strikketøjet også led i Hong Kong, og jeg strikkede på flyet, ligesom jeg har siddet og strikket for en stund på en kaffebar midt i den pulserende by. Det er rimelig særligt, skal jeg hilse og sige … som om jeg bliver en modpol til det travle liv omkring mig.

Nogle gange, mens jeg strikker, falder mine tanker på, at det her håndværk er noget kvinder har dyrket i mange hundreder år. Helt sikkert var det en del af arbejdet, fordi der skulle lappes og strikkes strømper, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det har været det arbejde, de tyede til, når de lige skulle samle tankerne og tiltuske sig en pause. Det er da i hvert fald ofte det, jeg selv gør, og det er slet ikke så få ting, der lige bliver processeret under min strikkestund.

Billederne i indlægget er taget af dygtige Malene Porup, som er fotojournalist og har været så fantastisk sød at indvilge i at være min fotograf engang imellem. Hvor særligt er det ikke lige?

Klem fra Dorte ♥